Fagområder
KRISTENDOM OG TEOLOGI
Det teologiske fagområde beskæftiger sig med kristendommen, som diakonien udspringer af. Det overordnede sigte er at formidle viden om kristendommen historisk og aktuelt, at give mulighed for refleksion over tro og etik samt derigennem bidrage til en afklaring hos den enkelte studerende af eget teologiske ståsted.
Udgangspunktet for undervisningen er folkekirkens evangelisk-lutherske syn på kristendommen, men samtidig lægges der vægt på en åben dialog i respekt for den enkeltes holdninger.
De teologiske fag er: Bibelkundskab, troslære, etik og kirkehistorie.
"At beskæftige sig med teologi er en hjælp til at få sat ord på sin egen tro og til at blive klogere på andres tro."
PROFESSIONEL DIAKONI
Det diakonale fagområde har fokus på diakoni som kristendommens handlingsdimension og i overensstemmelse hermed er tilgangen til undervisningen både teoretisk og praktisk.
Formålet med den teoretiske undervisning er at formidle viden om diakoni i historisk og nutidigt perspektiv samt at opøve evnen til diakonal tænkning.
Den praktisk orienterede undervisning beskæftiger sig med de dilemmaer, der kan opstå, når man ønsker at omsætte sine diakonale holdninger til handling.
I den forbindelse arbejdes der bl.a. med diakonal kompetence, relateret til den enkeltes arbejdsplads.
De diakonale fag er: Diakonikundskab og praktisk diakoni.
"Diakoni er at gå fra holdning til handling, så kristendommen bliver mere end ord."
SJÆLESORG OG PSYKOLOGI
Sjælesorg kommer af det tyske ord Seelsorge og betyder omsorg for sjælen. Sjælesorg betegner den samtaleform, som tager vare på menneskets sjælelige landskab.
Udgangspunktet for samtalen er ofte, at livet er svært og temaer som lidelse, mening og håb er centrale i undervisningen.
Faget psykologi er en integreret del af undervisningen i sjælesorg.
Undervisningen sigter på at sætte dig i stand til at indgå i mødet med mennesker på en sjælesørgerisk måde og du oplæres i den sjælesørgeriske samtale.
"Jeg vidste ikke, at menneskelige sjæle er så ens! Vi har alle vore svære ting i livet. Derfor er det uendelig let at udøve sjælesorg og derfor er det uendelig svært at udøve sjælesorg."
PERSONLIG UDVIKLING
Personlig udvikling/proces indgår som en væsentlig del af uddannelsen og er den studerendes eget arbejde med sig selv. Der arbejdes med den enkeltes ressourcer, udviklingsområder og begrænsninger samt snitfladerne derimellem. Det er både en indre og en ydre vandring, hvor den studerende udfordres og støttes i respekt for individuelle forskelle. Den personlige proces ses som et led i udviklingen af diakonal kompetence, der dygtiggør til mødet med medmennesket.
De procesorienterede fag er: Individuel vejledning, gruppe og supervision.
"At lære at følges med mig selv - og ikke et ønskebillede af mig selv - har givet en dybde, hvor jeg er mere fortrolig med både livets sejre og livets nederlag."